Jette Reinert
Himmelgåder og kosmiske dansende
Om Jette Reinerts fabulerende billedverden
Nogle gange kan billedkunstnere i deres værker fange noget, der minder om det, videnskabsfolk beskæftiger sig med. I hvert fald ligner Jette Reiners malerier påfaldende det billede af universet, som den moderne atomfysik er nået frem til. Bevares, der er selvfølgelig ingen fabeldyr og dansende kvinder i sommerkjoler i den uendelige kosmiske nat, men de fantastiske væsener, som befolker Jette Reinerts lærreder svarer til de stjernebilleder og konstellationer af Løven, Skytten, Pegasus, Store Bjørn og Plejaderne, som mennesker dannede i deres bevidsthed ved at kigge op på himlen.
Nej, det der passer så godt med astronomernes moderne univers, er forestillingen om en evig vekselvirkning, en evig cyklus mellem kaos og orden. Som universitet blev skabt ved ”The Big Bang” for 13,8 milliarder år siden, som galakser, planeter, sorte huller, meteorer, kometer og i sidste ende livet på jorden er skabt af eksploderende stjerner, fødes Jette Reinerts malerier af en spontan eksplosion. En klat på lærredet, der som en sort Roscharch-plet kan udvikle sig fra formløst kaos til de færdige billeder, hvor grafisk orden og præcision giver modspil til de fabulerende former og figurer. For yderlige at understrege sammenligningen er malerierne fulde af små klynger af sorte pletter, der ligner det kosmiske støv, som svømmer rundt deroppe i kosmos.
Kaos og orden, altså. I modsætning til andre kunstnere lader Jette Reinert imidlertid ikke sine fabulerende former overtage hele billedfladen. Store dele af bomulds- eller hørlærredet står umalede tilbage. Virkningen er en rolig og neutral baggrund for de frodige figurer, der nærmest dansende knopskyder sig hen over fladen. Hvor disse figurer er udtryk for en fri og utæmmet fantasi, viser såvel de store nøgne partier som de grafiske bjælker og den gentagne brug af et skakternet mønster en disciplin, som binder kompositionen sammen i en perfekt dynamisk balance. Øjet udsættes ikke for et konstant sansebombardement, men for en ligeværdig kamp mellem vitalistisk energi og velgørende ro.
Også på en anden måde balancerer Jette Reinert to modsatrettede principper. Hos mange kunstnere ser man enten et illusionistisk rum med perspektiv eller en helt flad todimensional komposition. Jette Reinert arbejder med begge principper. Formerne kan synes at ligge præcist på ”overfladen” af lærredet for så pludseligt at blive mødt af tredimensionale figurer. Dette sker især i det skakbrætmønster, som udgør en hestekrop eller en kjole. Formerne minder om de optiske illusionistiske mønstre, som de såkaldt kinetiske malere med Victor Vasarely i spidsen lavede i 1960´erne, og som man bl.a. kan se eksempler på på Louisiana. Hos Jette Reinert afbryder disse mønstre ”handlingen”. Blikket ligesom suges ned i en ny dimension, og man mister bogstaveligt talt overblikket i den sugende malstrøm. Også her kan man sammenligne med kosmiske fænomener, nemlig de sorte huller, der har så stor en masse, at de suger selv lyspartiklerne til sig og i øvrigt opfører sig på en måde, som endnu ikke er blevet forklaret tilfredsstillende at astronomer og atomfysikere. Gåder er der stadig masser derude i verdensrummet.
Gåder er der også i Jette Reinerts malerier. Her behøver vi heldigvis ingen forklaring. I stedet kan vi nyde det frodige, fantasifulde spil, vi ser i billederne. De spontane fortætninger og fortyndinger, alle fabelvæsenerne, de kosmiske dansere, stjernefugle og himmeljockeyer, som myldrer frem i de eventyrlige malerier. Her er kaos og orden ikke diametrale modsætninger, men hinandens frugtbare forudsætning. Det er bare at digte med.
Tom Jørgensen, kunstanmelder ved Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen
