Knud Erik Sørensen
Knud Erik Sørensen
Født 1951. Læreruddannet i 1976. Mange års undervisning (37 !!!), og samtidig udøvende i tegning, akvarel og maleri.
Udstillinger i gallerier, salg til private og firmaer, ofte bestillingsarbejde. Kurven for aktiviteter har været støt stigende i de senere år.
Maleriet er blevet et slags livsarbejde. Det betyder, at mål og middel flyder sammen, at man aldrig stopper, men hele tiden ønsker at udvikle maleriet . Frygten for at sidde fast kan tage over og dække for udsynet. Skellet mellem succes og makværk er tynd. Til syvende og sidst er målet at fremstille ét perfekt maleri en gang i livet!
En måneds ophold i Det danske Institut i Damaskus i 07. Andre besøg i Mellemøsten inspirerede, her fandtes gamle bydele intakte og åbnede sindet. New York kom ind, satte en anden billedverden i gang. Især Manhattans landsbyer med den lokale slagter og købmand tiltrak mig, her mærker man dårligt storbyen. Glæden ved film og deres locations spiller en rolle. ”Men desværre: de gamle facader forsvinder og dermed et stykke kulturhistorie. De små handlende skubbes ud, så jeg har travlt”.
Starter med en research, med kameraet over skulderen, lange gåture. Nytter ikke noget at vandre de slagne veje, hvor alle traver afsted. Man skal ud til nye kvarterer i Brooklyn, East Village eller Paris´s ydre arrondissementer. Tre – fire motiver på en dag er en god dag. Jeg må så håbe, at indehaveren af en café eller isenkram forstår mine intentioner, når jeg stiller an til fotografering. Rolig, overbevisende tale rækker ikke altid. Men det er helt nødvendigt, at jeg selv har stået over for motivet. Da jeg en formiddag i Cambridge, Boston, gik tæt på en lille frisørsalon, blev det for meget for en kunde og indehaveren, der bød mig at komme indenfor til en forklaring. Her åbenbaredes en ny verden sig for mig, idet han støttede det lokale fodboldhold. Og jeg måtte tage alle de fotos, jeg havde behov.
Edward Hoppers malerier af huse og butikker har været stærk inspiration. I Chicago findes hans Natteravne, det var hele rejsen værd. ” Jeg vil gerne have det til at se ud, som om menneskene lige er gået ud af døren eller lige er ankommet”. Billederne skal fortælle hverdagshistorier, små sjove detaljer indfældes i billederne, og beskueren skal tæt på for at få det hele med.
Forsøger at være tro imod forlægget, motivet – skal så vinkle det optimalt, tillader en vis iscenesættelse, men opfatter mig næsten selv som dokumentarist.
At male er et ensomt arbejde. Jeg bygger et motiv op efter en traditionel opskrift med perspektiv, rum, skygger og farver. Når det bliver for pænt skifter jeg over til collagerne. Består af plakatriv. magasinklip og maling. Samler på gamle LIFE eller Paris Match, afsøger en kiosk for det sidste Vogue, for her er fortræffeligt materiale til bl.a. collagerne. De ligesom udfordrer mere eller på en anden måde. Det er en måde at udtrykke sig på, de kan bruges til mange former for billeder, også en slags reklame eller spot on på bestemte emner. Jeg konstaterer lidt ærgerligt, at her bliver byerne også mere strømlinede og kedelige. Alting bliver så ryddeligt at der er snart ikke store plakater tilbage i nogen bymidte. Man kunne blive høj af at gå i gang med at rydde en væg fyldt med plakater. Nu er det hele lyssætninger og lysaviser.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Ønsker du at høre om nye udstillinger, kunstnere og arrangementer så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev her

Her kan du betale med MobilePay på 61 63 61 og næsten alle kort
Uggerby
Lønstrup
CVR.: 26791472
Webbureau ITTP