Tage Størup – RAKU
Tage Størup er født i 1939.
R A K U er en form for keramik.
Navnet raku stammer fra en japansk keramikerfamilie, der levede i det 16. århundrede. Den fik navnet skænket af en te – ceremonimester, fordi familien efter ceremonimesterens mening lavede smukke og enkle teskåle – fremstillet og brændt på en særlig smuk måde. Rakutegnet dækker således begreber som nydelse – lethed – behag – ro og lykke.
Gennem teceremonien strakte japanerne mod høje idealer. Man søgte harmoni og enkelhed. I dagligdagen omgav man sig med enkle og smukke ting, og netop disse dyder besad lerskålene.
Senere bredte den specielle rakubrændemetode sig til vores del af verden. Men hvad er det, der gør raku til noget specielt ?
Selve brændingen foregår udendørs. De forglødede og glaserede ting forvarmes og sættes derefter ved hjælp af en tang ned i den ca. 1000 grader varme ovn.
Efter 15 – 20 minutters forløb er glasuren smeltet. Tingene tages op i luften og svinges frem og tilbage nogle gange. Herved krakelerer glasuren.
Så lægges tingene ned i en beholder med savsmuld. Beholderen lukkes tæt til. Dette sker for at forhindre ilt i at komme i forbindelse med tingene.
Denne reduktion gør glasurens farvespil mere spændende end ved andre former for brænding. Desuden betyder reduktionen, at de uglaserede felter bliver sorte. Efter nogle minutters ophold i beholderen med savsmuld tages tingene op og rengøres med rens – let eller med skurepulver.
De rengjorte ting er unikating og besidder stor ynde. De er dog ikke vandtætte, men kan naturligvis benyttes som andre brugsting – også som i det gamle Japan til te eller som hos os i Danmark ganske ofte til kaffe.